Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Journal Articles:
Så siger Herren!

"Er der ikke en af Herrens profeter her, hos hvem vi kan søge råd fra Herren?" (2. Kong. 3,11) Ordene stammer fra en af det Gamle Testamentes konger i en situation, hvor gode råd er dyre. Profeterne spiller en betydelig rolle i Det Gamle Testamente. Store dele af Det Gamle Testamente bærer præg af at være direkte åbenbaret, profetisk tale fra Gud. Profeten oplever Guds ord og forkynder det til samtiden ikke som sit eget ord, men som "Ord fra Herren". Den profetiske linie fortsætter ind i det Ny Testamente overalt i det Ny Testamente kan man læse om profeter. Men hvad sker der efter afslutningen af Bibelens sidste skrift? Holder Gud pludselig op med at give sig til kende? Pakker han sin kuffert og tager på ferie, til han endelig en dag vil "komme på Himlens skyer" (Mk. 14,62)? Eller bliver han stadig ved at åbenbare sig for personer, for at sende dem til at tale i sit navn, når han finder det nødvendigt?

Den, der beskæftiger sig med profetbegrebet kan ikke undgå at gøre en række interessante observationer: Der har altid har været profeter i kirken, der opførte sig og talte som profeterne i det Gamle og det Ny Testamente. Det synes muligt at give en karakteristik af, hvad der kendetegner en klassisk kristen profet og hvad der er profetens rolle i kirken. Man vil finde, at teologisk arbejde med profetbegrebet ikke fører ud i den teologiske periferi men tværtimod til hjertet af centrale teologiske temaer. Og endelig vil man opdage, at der er arbejdet forbløffende lidt med det kristne profetbegreb.

Kristne profeter
Kristne, jøder og muslimer tror på, at Gud åbenbarede sig for profeter i det Gamle Testamente for gennem dem at lede sit folk i svære situationer. Johannes døber betegnes i det Ny Testamente som den sidste profet, for så vidt som han er den sidste, der forudsiger Kristi komme, men han er langt fra den eneste profet, der tales om i de nytestamentlige skrifter. Lukasevangeliet beretter om Simeon og profeten Anna, der begge giver sig til at profetere om barnet Jesus (Lk. 2, 25-38). Jesus selv kaldes profet og bemærker efter sine egne bysbørns kolde skulder, at en profet aldrig er æret i sin hjemby (Joh. 4,44). Apostlenes gerninger taler om både kvindelige og mandlige profeter i menighederne. Philip får via en engel besked om at give sig på vej og møde en mand i en vogn, som han siden fortæller om Evangeliet (Apg. 8,26-40). Apostelen Peter erkender via en vision, at han ikke skal gøre forskel på racer, men at alle er lige i Guds øjne (Apg. 10, 11-16). Paulus’ omvendelse tager sit udgangspunkt i en Kristusvision. Hans apostolske virksomhed accompagneres af visioner og syner, og af en anden menighedsprofet, Agabus, får han inden en rejse at vide, at han vil blive taget til fange i Jerusalem (Apg. 21,11). Paulus selv taler i flere af sine breve om profeter i kirken, og han nævner profeterne umiddelbart efter apostlene. Profeterne synes at have udgjort en blandt flere forskellige stænder i kirken. Ligesom der var officielle præster, sådan var der også officielle profeter, lærere, diakoner og eksorcister. Paulus siger om profeterne, at de "formaner" og "trøster" de troende og derved "opbygger menigheden" (1. Kor. 14,3-4). Profeterne i de nytestamentlige menigheder synes at have været omrejsende profeter, hvorved nogle få menigheder, bl.a. menighederne i Jerusalem og i Antiochia, havde faste menighedsprofeter (Apg. 11,27; 13,1). Den sidste bog i Det Ny Testamente Johannes’ Åbenbaring er en stor sammenstilling af visioner og profetiske åbenbaringer. Skal den realitet, der skildres i de bibelske beretninger, opfattes som grundstof for al senere kristendom, synes det et kunstgreb at udelukke profetien fra den kirkelige dagsorden.

Og ganske rigtigt vender man sig til de oldkirkelige skrifter, der blev til umiddelbart efter de Bibelske skrifter, vil man opdage, at store dele af det væsentligste kildemateriale er spækket med profetisk stof. I en af de betydeligste kildesamlinger, de såkaldte Apostolske Fædre, udgør "Hermas Hyrden" et særlig prægnant eksempel: Hermas Hyrden er et skrift, der i profetiske åbenbaringer taler om forhold i menighederne og om, hvad der skal ske i fremtiden. Skriftet minder på mange måder om Johannes’ Åbenbaring – ligesom Johannes’ Åbenbaring udgøres også Hermas Hyrdens af åbenbaringer, rettet mod hele menigheden. Et andet vigtigt skrift blandt De Apostolske Fædre, "Didaché", indeholder lange passager om, hvordan de troende skal bære sig ad med at bedømme profeters ægthed. I "Didaché" er det, der først og fremmest afgør en profets ægthed, profetens levemåde. Flere steder i det oldkirkelige kildemateriale gives der anvisninger for bedømmelsen af profeternes ægthed: Profeterne skal bedømmes på deres frugter og på deres budskab. Andre kirkefædre argumenterer for, at Kirken aldrig vil være foruden sine profeter.

Profetien ændrer ansigt
Profetien som fænomen og som funktion i kirken forsvinder ikke. Derimod må man sige, at den ændrer ansigt. I begyndelsen blev kirken styret både af præster og profeter, men profetien som embede synes at aftage allerede i det første kristne århundrede. Den vedbliver ganske vist at være "en stand i kirken" helt til udgangen af det andet århundrede (A. Harnack), men optræder herefter primært udenfor kirkens institutionelle rammer; det faktum, at en række paver og andre kirkelige ledere har haft visioner og profetiske åbenbaringer, ændrer intet ved denne hovedtendens. Der er forskellige årsager til, at profetien ophører med at være et embede, først og fremmest den officielle kirkes negative erfaringer med falske profeter. Faren for falske profeter er nok den enkeltfaktor, der har gjort størst skade på en fornuftig vurdering af den kristne profeti.

Disse negative erfaringer medfører en autoritetsforskydning i kirken, sådan at man bevæger sig bort fra den oprindelige vertikale, karismatiske til den horisontale, historiske autoritetsform. Dette er en proces, der har stor betydning for kristendommens udvikling. I kirkens første årtier udgør de kendte menighedsprofeter et fast element i det kirkelige liv. Gennem dem står hele menigheden i et umiddelbart forhold til den Himmelske Kristus. Da disse store sikre profetfigurer begynder at dø bort, og faren for falske profeter vokser, bliver der behov for at sikre det historiske vidnesbyrd om den historiske Jesus’ liv og gerning. Gert Hallbäck, lektor i nytestamentlig eksegese ved Københavns Universitet, ser tilblivelsen af det Ny Testamente som umiddelbart svar på dette behov.

De fleste kristne profeter er kvinder
En anden interessant ændring er, at de kristne profeter i stadig større omfang bliver kvinder. Det gælder særlig i katolsk sammenhæng. De gammeltestamentlige profeter er alle mænd. Det Ny Testamente taler både om mandlige og kvindelige profeter. Men fra og med Hildegard af Bingens åbenbaringer i det 13. århundrede bliver det at modtage åbenbaringer fra Gud og give dem videre som "Ord fra Herren" et næsten udelukkende kvindeligt privilegium. Alle de store profetskikkelser er kvinder: Birgitta af Vadstena, Catherina af Sienna, Jeanne d’Arc, Maria a la Coque, Søster Faustina Kowalska og mange flere, og disse kvinder – oftest senere kanoniserede helgener – har spillet en betydelig rolle i kirkens liv. Allerede flere af kirkefædrene satte profetien i forbindelse med det kvindelige element i kirken, og særlig Maria skildres som kristen profet par excellence. Maria er forbilledet for den kristne profeti i kraft af sin evne til at lytte til og modtage Guds Ord for at lade det bære frugt og siden bære det ind i verden.

Går man til teologien for at lære noget mere om begrebet profeti og for at finde ud af, hvad profeter egentlig er for nogen, vil man gøre en overraskende opdagelse: At vende sig mod emnet profeti er som at se på vraggods efter et skibbrud (Rino Fisichella). Få emner har fået så ringe teologisk dækning som den kristne profeti. Teologer som Karl Rahner, Hans Urs von Balthasar og Kardinal Ratzinger, har begrædt dette hul på det teologiske landkort. Men hullet er interessant, for det afspejler et forhold, der kendetegner profeterne: De er aldrig særlig populære! Ligesom kirken som regel har forkastet profeterne, sådan synes også teologien at have et ønske om at få emnet overstået så raskt som muligt.

Nybrud i opfattelsen af åbenbaring
I katolsk sammenhæng var nedvurderingen af profetien nøje forbundet med en tendens indenfor katolsk teologi. Meget længe blev Guds åbenbaring ligestillet med lære, som kirken skulle forvalte og viderebringe til senere generationer. I forlængelse af denne såkaldte dogmatiske åbenbaringsforståelse opstod læren om åbenbaringens afslutning med den sidste apostel. Med en sådan lære i baggagen kan det ikke undre, at der ikke er meget plads for et profetbegreb. Andet Vatikankoncil udgjorde et nybrud i forhold til denne tendens. Man anså ikke længere åbenbaring for primært at være dogmatiske sætninger, men snarere Guds handlen i historien. Man opdagede, at selve ordet afslutning var en feljoversætning af det latinske completare, der i virkeligheden betyder at fuldende: Kristus er Guds fuldendte åbenbaring og apostlene hans kronvidner. Men det betyder langt fra, at Gud ikke vil åbenbare sig mere. Profeterne kan ikke sige noget, der går imod det grundlæggende, der fortælles om Kristus og den frelse, han har bragt til verden. Bibelen anses for at være Guds normative ord, men bestemt ikke hans sidste, idet Skriften selv giver udtryk for ikke at kunne rumme alle Kristi ord og gerninger – skulle de nedskrives i bøger, ville de fylde hele verden, som det hedder i Johannesevangeliets sidste vers (Joh. 21,25). Til tider kan kirken være kommet så langt bort fra visse af evangeliets sandheder, at profetens ord virkelig kan lyde som et "nyt" ord. Men når Kristus selv er Guds ord, kan profetens åbenbaring logisk nok ikke udsige noget essentielt nyt, for så vidt som Guds sandhed er En.

Hans Urs von Balthasar, et af vort århundredes største katolske teologer og selv en person, der har reflekteret over profetbegrebet i kristen sammenhæng, anser Kristi liv og offer på et objektivt plan at have gjort alting nyt. Kristus har givet det offer, der løfter barrieren mellem Gud og mennesket; han har givet muligheden for at Gud og skabning kan blive forenet, men denne mulighed venter stadig på at blive fuld virkelighed. Ser man på, hvad mennesket har præsteret af onde alene i vort århundrede – her tænkes specielt på Holocaust – kan man forstå folk, der har svært ved at tage den overbevisning alvorligt, der siger, at verden har fået sin frelser. Kristi komme er ikke Guds sidste ord. Kristendommen er og bliver et mellemstadie mellem det, der skete ved Kristi komme og det, der vil ske ved tidernes ende, hvor Kristus vil komme igen for at fuldende Guds rige. Det er i dette "allerede, men endnu ikke helt", at det giver mening at tale om forbøn og kontemplativt liv, om offer, om mission og om al slags indsats for at gøre evangeliet til faktisk virkelighed i verden. Og det er her, profetien har sin plads. Jesus taler i Johannesevangeliet om, at Helligånden skal påminde om alt, han sagde (14,26), og føre ind i sandheden (16, 12-15). Al kristen aktivitet handler om denne påmindelse om sandheden, og det er den sammen påmindelse, man må se nærmere på, for at nå ind til profetiens kerne.

Urtilstand
Den italienske antropolog Alessandro Toniolo har ved tilbagegriben til sociologen Max Weber og antropologerne Mircea Eliade og Victor Turner forsket en del i forestillingen om en ur- eller idealtilstand, den såkaldte statu nascente, som findes i de fleste religioner. Som regel er denne realiseret i en særlig historisk periode, der bliver religionens guldalder. For kristne er den som regel lig med oldkirken. Her var man uden store institutionelle systemer. Man var måske forfulgt, men levede i evangeliets radikalitet. Næsten alle kristne reformbevægelser peger tilbage og prøver på forskellig vis at realisere denne historiske urtilstand. Det gælder for tiggerbevægelserne i 12-tallet (dominikanere og franciskanere), det gælder for reformatorerne i 15-tallet og det gælder for næsten alle de utallige lægmandsorganisationer, der er skudt op som paddehatte i den katolske kirke efter Andet Vatikankoncil. Men der findes en idealtilstand, der langt overgår den historiske, og det er selve den åbenbaringsvirkelighed, som den historiske idealtilstand er ideelt udtryk for. Antropologerne kalder denne for den mytiske urtilstand. Profetens "påmindelse" om urtilstanden vil som oftest indeholde tilbageblik på den historiske guldalder og pege på det, der skete i Kristus – den kristne profet taler trods alt i Kristi navn – men profetiens kraftkilde er en anden: Profeten formår at skabe forbindelse ikke blot til den historiske guldalder, men til den åbenbaringsvirkelighed, der ligger bag guldalderen selv. Profeten gør i kraft af sin "direkte linie til himlen" åbenbaringsvirkeligheden umiddelbart nærværende for den troende med en sådan kraft, at præsten ikke kan følge med. Karl Rahner har i dette forhold set hovedårsagen til, at profeterne har haft det så svært i kirken – præsterne og teologerne er ganske enkelt ikke i stand til at konkurrere med profetens vertikale autoritet.

Nutidig profeti
Et markant eksempel fra vore dages kristne kontekst er den græsk-ortodokse Vassula Rydén. Vassula Rydén er født i 1946 af græske forældre, men hun lever i dag med sin svenske mand i Schweiz. Parret har to børn. Vassula levede et rimelig normalt sekulariseret liv uden nogen teologisk baggrund indtil sin omvendelse i 1986, hvor hun fik en vision af sin engel. Disse åbenbaringer, der i dag primært har form af ord fra Kristus til kirken og omhandler emner som Kirkens enhed, Helligåndens rolle og Treenighedens natur, udgør i dag 10 bind. Originalsproget er engelsk, den første oversættelse så dagens lys i 1991, og budskaberne er siden oversat og publiceret på 34 sprog, solgt i oplag, der overgår de fleste teologiske publikationer; Vassula selv har frasagt sig indkomst fra disse bøger.

Kritisk stillingtagen fra officielle organer i den katolske kirke har ikke kunnet forhindre 15 kendte primært katolske og ortodokse teologer i at skrive om Vassulas åbenbaringer. Disse teologer, blandt hvilke man bl.a. vil finde René Laurentin, betragtet som vort århundredes største mariolog, har peget på en bemærkelsesværdig dybde og overensstemmelse med den historisk nedarvede kristne tradition. Erfaringer som Vassulas er interessante, eftersom de stiller fundamentale spørgsmål om, hvor direkte Helligåndens påmindelse om og indføring i sandheden i grunden er.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.