Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Journal Articles:
Helgenkåring, undersøgelse af mirakler og virkning af forbøn

Helgenkåring, undersøgelse af mirakler og virkning af forbøn

 Af  Niels Christian Hvidt

 

Dr. teol. N.Chr. Hvidt var en af underviserne på religionslærerforeningens kursusdage i Rom, hvor han er tilknyttet Gregoriana Universitetet, som drives af jesuiter.

Senest har Hvidt fået medieomtale i Danmark i anledning af et forskningsstipendiat vedr. virkning af fjernforbøn. Det grænseoverskridende projekt, som er muliggjort af et sponsorat i millionklassen fra medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S,  præsenteres her.

Først kan vi imidlertid læse om den undersøgelse af mirakler der foregår i Vatikanets Helgenkåringskommission, hvor 1 forbønsmirakel er forudsætning for en saligkåring og 2 mirakler for en helgenkåring. Her  argumenteres mod at der skulle være noget modsætningsforhold mellem religiøs mirakeltro og videnskabelighed.

Padre Pio, Edith Stein og - som det nyeste - Mother Teresas igangværende helgenkåringsproces omtales. Denne del af artiklen er et tillempet uddrag af N.Chr. Hvidts bog ’Mirakler’, hvor yderligere referencer findes. Se i øvrigt kursusreferat og  anmeldelse af bogen her i bladet.

Miraklets empiriske bevis

 

 

 

 

 

Monsignore Michele di Ruberto, Vatikanets „ansvarlige for undersøgelsen af mirakler“, bladrer i en meterhøj bordeauxrød bog og lyser pludselig op i et smil: „Denne sag,“ siger han, „husker jeg på grund af dens usædvanlige hændelsesforløb: En pige får sin finger bidt af af en piratfisk, der sluger fingeren. Faderen reagerer lynhurtigt og formår at fange fisken, klasker den op på bådens dæk, sprætter den op, tager den afbidte finger og bringer den sammen med det skrigende barn på hospitalet. Kirurgen formår at operere fingeren på igen, men erkender, at han ikke er i stand til at forbinde vitale sener, blodkar og nerver. Selvom fingeren nu igen sidder, hvor den skal, vil den forblive stiv resten af hendes liv og skal ifølge lægens vurdering engang erstattes af et metalstykke. Lægen giver sig derfor til at bede den pågældende helgen om forbøn for pigen, og pludselig forbindes kar, nerver og sener af sig selv. Fingeren har fungeret perfekt siden.“

Den meter‑høje bog er blot ét bind ud af i alt syv reolmeter dokumentationsmateriale med Den Katolske Kirkes helgenkåringsakter. Bøgerne står i monsignore di Rubertos kontor i Helgenkåringskommissionen i Vatikanet, hvor man som led i helgenkåringer undersøger de mirakler, der hævdes at være sket på forbøn af den person, man overvejer at helgenkåre. De store bøger indeholder derfor minutiøse medicinske redegørelser for det uforklarlige ved uforklarlige helbredelser. Disse undersøgelser finder sted ved alle helgenkåringer og er fx allerede udført for en af de nyere kendte helgenkandidater, nemlig Moder Teresa af Calcutta. Hendes helgenkåringsproces blev indledt på rekordtid, hvilket kun var muligt ved pavelig dispensation fra gældende kirkeretslige regler. Og i sensommeren 2002 blev der givet grønt lys for hendes saligkåring, og dernæst følgende helgenkåring.

Monsignore Michele di Ruberto har været ansat i Helgenkåringskommissionen siden 1969. Den fornemme titel „ansvarlig for undersøgelsen af mirakler“ har han båret i over ti år. Di Ruberto er en altid smilende typisk syditaliener med den karakteristiske karismatiske rulle‑accent og en imponerende energi. Efter en rundvisning i kongregationen, som bl.a. har ført os til det fornemme konferencelokale, i hvilket kongregationens læger mødes for at efterprøve de mest utrolige helbredelsers uforklarlighed, har vi sat os til at tale i hans kontor.

På min forespørgsel om nogle eksempler på mirakler i nyere tid, har monsignore di Ruberto taget en af de store bøger med dokumentationsmateriale frem og begynder at bladre igennem den. Med medicinske fagudtryk beskriver han godkendte mirakler, det ene mere utroligt end det andet. Om en mand, der efter at have fået et højspændingsstød fik dokumenteret uhelbredelige hjerneskader. Helbredt. Om en dame med blodkræft i hele systemet. Pludselig forsvundet efter forbøn.

„Kendt er miraklet på hvilket Padre Pio blev helgenkåret,“ fortæller di Ruberto og løfter blikket op fra den store bog og hen over de små briller. „Consiglia de Martino fra Salerno, mor til tre børn, blev indlagt på hospitalet den 1. november 1995 med stærke smerter i brystregionen. Lægerne diagnosticerede en ’væskeudsivning i skulder‑ og maveregion samt brystskillevæg, forårsaget af perforering af den thorakale lymfekanal’. Den eneste mulige behandling var operation, dels for at lukke den perforerede lymfekanal, dels for at fjerne de store væskeansamlinger, som røntgenbillederne viste. Hun gav sig da til at bede til Padre Pio om forbøn og bad også en bekendt i San Giovanni Rotondo, pater Modestino, om at bede for hende ved Padre Pios grav. Om natten havde hun en drøm, i hvilken Padre Pio forsikrede hende om, at der ikke ville være behov for en operation. Og ganske rigtigt: dagen efter var hele hævelsen sporløst forsvundet, og røntgenbillederne viste, at al væsken var væk. Det, eksperterne fandt uforklarligt,“ fortsætter di Ruberto, „var ikke, at lymfekarret lægte, eftersom det teoretisk set kan ske af sig selv. Det utrolige var, at væsken var forsvundet. Kroppen er ikke i stand til at  assimilere så megen væske uden for maven på så kort tid.“

Et af de mest interessante nylige mirakler, vi har været vidner til, var den helbredelse, som Edith Stein blev helgenkåret på. Edith Stein var en tysk‑jødisk filosof, der fra at have været ateist endte med at blive karmeliternonne, inden hun i 1942 blev henrettet i Auschwitz. Miraklet skete for en kun treårig pige, der selv havde fået Edith Steins klosternavn, Teresa Benedikte.

I 1987 slugte hun en stor portion panodiler. De blodprøver, der refereres i journalen, indikerer en forgiftning på seksten gange den dødelige dosis, barnets alder taget i betragtning. Pigen var i koma, og lægerne gav hende ingen chancer for at overleve, medmindre man fandt en donor til en levertransplantation. Pigens tante rettede nu sine bønner til Edith Stein og bad hende om forbøn. Umiddelbart efter begyndte pigens organer at fungere normalt igen, og efter nogle dages observation blev hun udskrevet, uden transplantation. Jeg fulgte selv sagen tæt,“ fortsætter di Ruberto, „og den rørte mig meget. Lægen, der behandlede pigen, dr. Ronald Kleinman, professor i børnesygdomme ved Harvard Medical School, kaldte helbredelsen ’mirakuløs’ og kom til Rom for at klargøre nogle tekniske forhold over for lægekommissionen. Som Edith Stein var han selv jøde.“

Monsignore Robert Sarno er Helgenkåringskommissionens primære kontaktperson til den engelsksprogede verden. Han har ansvaret for Moder Teresa af Calcuttas saligkåringsproces. Han fortalte om mange interessante sager, hvoraf navnlig den helbredelse, der ligger til grund for Moder Teresas proces, bærer præg af et særligt indgreb fra Guds side. „Den mirakuløst helbredte Monica Besra, var indlagt med knude ved ovarierne,“ fortæller Monsignore Samo. „Den anormale masse, der naturligvis gav hende stærke smerter, svarede til, hvad en gravid kvinde i 24. uge bærer af ekstra masse i sit indre. Man gav sig til at bede til Moder Teresa om forbøn for en helbredelse, og underet skete. Monica Besra vågnede morgenen efter med en almindelig flad mave. Hele massen var forsvundet uden operation. Her konkluderer videnskaben det samme som ovenfor: Det er muligt, at en knude kan desintegreres af sig selv uden medicinsk eller kirurgisk indgreb, men det er ikke muligt, at så stor en masse kan forsvinde på så kort tid uden for maven uden operation.“

Hvorfor undersøge mirakler?

Mirakelberetninger afvises gerne med det enkle argument, at de, selvom de teoretisk set kunne forekomme, aldrig ville kunne bevises empirisk. Sludder, siger man i Vatikanet. Her anskues forholdet fra den modsatte synsvinkel, idet man i århundreder netop har benyttet sig af uforklarlige, men medicinsk bekræftede, helbredelser som empirisk bevis for, at en person kan helgenkåres.

I modsætning til den protestantiske tradition har man i de to ældste kristne traditioner – Østens ortodokse og Vestens katolske kirker – lige fra begyndelsen haft et særligt forhold til sine helgener. Helgener defineres som personer, der har åbnet sig så meget for Gud, at han kunne manifestere sin kraft gennem dem og derved overskygge deres egen svaghed. Helgenen er ikke en åndens Herkules, som modstår djævelens fristelser og kæmper englenes kamp med egne muskler. Han eller hun er tværtimod én, der formår at „blive mindre, for at Gud skal blive større“, som Johannes Døberen sagde om sit forhold til Kristus (Joh. 3,30), og som Paulus sammenfattede i de ord, Kristus efter hans eget udsagn gav ham: „Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed,“ for siden at konkludere: „For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk“ (2. Kor. 12, 9‑10).

En person anses således for at være helgen, når han eller hun uden vaklen har udvist en livsførelse, der ved at overgå personens egne evner netop peger på Guds kraft. Det første, Helgenkåringskommissionen derfor gør, når den skal undersøge en mulig helgenkandidatur, er at prøve personen for varig „heroisk dyd“, som det hedder. Mener man, denne prøve er opfyldt, er man klar til at gå videre til den næste og langt sværere eksamen. For til trods for at en person kan have et helligt ry og rygte og kan have mistet skalp eller hele hovedet for ikke at svigte Den Almægtige, kan det jo godt være, personen alligevel levede en skjult „Dr. Jekyll and Mr. Hyde“‑tilværelse. Kun Den Almægtige ved, om personen befinder sig i hans himmelske nærvær og ikke i skærsild eller Helvede. Derfor konkluderer man i katolsk teologi, at det i sidste ende også er Den Almægtige selv, der må give sit „empiriske bevis“ på, at den angivelige helgen virkelig er kommet gennem nådens nåleøje, og at der ikke er tale om en falsk helgen.

Men hvad går det empiriske bevis så ud på? Katolikker og ortodokse tror, at en af helgenernes primære opgaver er at bede for mennesker på jorden. Det er derfor logisk nok, at lakmusprøven drejer sig om den pågældende persons evne til efter sin død at opnå store ting på jorden i kraft af sin forbøn. Betingelsen for en persons helgenkåring er derfor en mirakuløs helbredelse opnået ved den pågældende persons forbøn. Det er ikke nok, at en person er blevet helbredt. Ved inddragelse af vidner skal det kunne bevises, at helbredelsen fandt sted, efter at der var nogen på jorden, der gav sig til at bede den afdøde hellige person om at gøre et stykke bønsarbejde i Himlen for den syge. Bønnen kan lyde: „Kære Moder Teresa af Calcutta, vil du ikke nok bede til Gud, at han må helbrede min datter.“ Eller: „Kære Gud, vil du på forbøn af Moder Teresa af Calcutta ikke nok helbrede min datter.“ Det skal kunne bevises, at der er en direkte årsag‑virknings‑kæde mellem menneskets bøn, helgenens forbøn og den mirakuløse helbredelse. Det betyder så igen, at Helgenkåringskommissionens jurister skal have tilstrækkeligt sikre vidnesbyrd om, at der kun er blevet bedt til den pågældende person og ikke til alle mulige andre, da det jo så ville være umuligt at verificere, hvem det egentlig var, der havde udført bønsarbejdet. Det går jo ikke, at man får helgenkåret en person på en mirakuløs helbredelse, der i virkeligheden er opstået på forbøn af et helt andet individ i Himlen.

Det lyder måske enkelt nok, men faktum er, at Helgenkåringskommissionen er et stort foretagende med godt 25 fuldtidsansatte teologer og jurister, der med udsigt over Peterspladsen slider med sagerne fra 9 til 17, fra mandag til og med lørdag. Hertil kommer de 50 topprofessionelle læger, der er tilknyttet kommissionen som konsulenter. Helgenkåringskommissionens medarbejdere har travlt, for pave Johannes Paul II har foretaget flere salig‑ og helgenkåringer end nogen af sine forgængere i nyere tid, til dags dato i alt 984 saligkåringer og 296 helgenkåringer. Det er i gennemsnit 64 kåringer om året. Hertil skal dog siges, at mange af disse er helgenkåringer af martyrer, der som de eneste er undtaget for mirakelprøven, og når Helgenkåringskommissionen ifølge en nylig undersøgelse offentliggjort i The Economist er i færd med at undersøge 1500 sager, bliver det klart, at megen tid går med at bortfiltrere de helgenkandidaturer, der enten strander på manglende bevismateriale eller ikke lever op til miraklets lakmusprøve.

Kommissionens undersøgelser af mirakler

Jeg talte med monsignore di Ruberto om den usædvanlige kommission, han arbejder for. Monsignore di Ruberto har som flere andre medarbejdere i kommissionen noteret en stigende interesse for dens arbejde i nyere tid. Mange publikationer har i nyere tid kastet lys over dens unikke samarbejde mellem teologi og medicinsk videnskab. Andreas Resch har publiceret en bog og har planer om tre til, som indeholder de undersøgelser, der ligger til grund for konklusionen: mirakel! Henri Bon, Wilhelm Shamoni, Dario Composta har i deres respektive studier publiceret uddrag af disse undersøgelser, og Pierre Delooz har på baggrund af langvarige undersøgelser af materialet udarbejdet et katalog over de forskellige former for mirakler, Helgenkåringskommissionen har undersøgt. Interessant er Delooz’ fortegnelse over, hvor man kan få adgang til kommissionens undersøgelser.

– Hvad er kommissionens baggrund, og hvordan søger man at sikre undersøgelsernes objektivitet?

„Kirken har altid undersøgt angivelige mirakler for at samle de beviser, der skal til for at bekræfte en persons helgenstatus,“ forklarer monsignore di Ruberto. „I den forbindelse har man altid forholdt sig kritisk over for de påståede mirakler og undersøgt dem med samtidens videnskabelige metoder, som fik et solidt skub fremad med videnskabernes etablering. Tridentinerkoncilet stadfæstede med et dekret af 3. december 1563 det princip, at undersøgelsen af miraklet tilkommer de kirkelige autoriteter, som afgør miraklernes ægthed med støtte af læger og teologer. Pave Innocens XI (1676‑1689) forordnede, at en uafhængig læge eller kirurg skulle undersøge det materiale, som frembydes som bevis for helbredelsens uforklarlighed, inden Benedikt XIV (1740‑1758) i 1743 nedsatte den første lægekommission. Hele denne udvikling samledes i 1917 i en lovsamling, i hvilken paragraf 2118 forordner, at uforklarlige helbredelser skal betros to medicinere, der skal undersøge sagen uafhængigt af hinanden. Om nødvendigt kan yderligere to eksperter knyttes til undersøgelserne. I 1948 opdaterede pave Pius XII disse forordninger med krav om, at de lægelige og de teologiske konklusioner skulle adskilles strengt, og at deres uafhængige resultater siden igen skulle evalueres af en gruppe eksperter for at opnå den maksimale grad af seriøsitet og sikkerhed.“

– Hvordan er lægekollegiet sammensat?

„Kollegiet består af godt 50 læger, der tilsammen dækker alle medicinske fagområder. De er alle udvalgt på baggrund af andre anerkendte lægers anbefalinger og udgør efter neutrale udsagn de største kapaciteter inden for lægestanden. Af disse 50 udpeges til hver sag de eksperter, der kender mest til den pågældende kurerede sygdom. Lægekollegiets præsident er for tiden professor Cortesini, Italiens mest kendte transplantationskirurg.“

– Hvad laver lægerne ellers?

„Alle er læger, der arbejder fuldtids på de bedste hospitaler eller universiteter. Undersøgelsesarbejdet foregår som regel i deres fritid, idet de er fuldt beskæftiget med deres daglige arbejde. De er ofte katolikker, men behøver naturligvis ikke være det. Ofte er helbredelserne foregået i geografiske områder med få kristne, og her arbejder vi sammen med og indhenter materiale fra læger, som kan være ateister eller tilhøre andre religioner. Det er undersøgelsernes seriøsitet, der er det vigtige, ikke lægernes religiøse tilhørsforhold.“

– Forstyrrer det ikke objektiviteten, at undersøgelserne er bestillingsarbejder for Den Katolske Kirke?

Di Ruberto rynker spørgende øjenbrynene:„Undersøgelserne er ikke ’bestillingsarbejder’! Kirken gør ikke andet end at indsamle og evaluere materiale, som allerede eksisterer. Normalt baserer lægekommissionen sine prøver på de journaler, der jo skrives under alle behandlingsforløb. Evalueringen af en uforklarligt helbredt kræftpatient udgår for eksempel fra journalens løbende røntgenbilleder, der afslører kræftsvulsten før helbredelsen og dens totale fravær umiddelbart efter den. Det er med andre ord standardundersøgelsesmateriale, etableret længe før der overhovedet blev en sag ud af det hos os i Helgenkåringskommissionen. Det var først en sag på det pågældende hospital, det være sig på Filippinerne, i USA eller i Italien. Der er således ikke tale om, at vi ‘bestiller’ mirakler – vore eksperter vurderer de undersøgelser, lægerne udførte som led i en almindelig behandling, og som „uintenderet“ redegør for den uforklarlige helbredelse.“

– Er materialet offentligt tilgængeligt?

„Alle undersøgelser publiceres i et dossier, den såkaldte Positio super miraculo, som indgår i de endelige offentlige akter for helgenkåringen. Nogle sager publiceres også i lægetidsskrifter.“

Monsignore di Ruberto peger hen på den godt syv meter lange række bordeauxrøde kæmpebøger, som indeholder det medicinske undersøgelsesmateriale siden 1960’erne.

Er det muligt at undersøge mirakler videnskabeligt?

– De har en årelang erfaring for samarbejde mellem teologiske og medicinske fagfolk. Men er det i bund og grund muligt at arbejde videnskabeligt på et materiale, der har så meget at gøre med tro, som mirakler har det?

„Det er ikke alene muligt at arbejde videnskabeligt med mirakler; det er påkrævet! Hvis videnskaben kun kan arbejde med emner, den kan forklare, ville den ikke gøre nogen fremskridt. Videnskabelig erkendelse forudsætter, at man beskæftiger sig med materiale og emner, man ikke kan redegøre for. Hvis man fx havde sagt: Vi forstår ikke, hvordan elektrisk strøm fungerer, ergo kan vi ikke forske videre i det, så havde vi aldrig haft strøm i dag. I virkeligheden udvider troen videnskabens horisont. Gennem flere generationer har videnskaben hævdet, at universet ikke har haft nogen begyndelse i tiden. Også teologer følte sig nødsaget til at acceptere det som et faktum, og de kunne ikke anføre anden kilde til troen på, at verden har en begyndelse, end den kristne åbenbaring. I dag hævder videnskaben det modsatte af før, nemlig at det er videnskabeligt bevist, at verden har en begyndelse.

Omvendt bekræfter videnskaben troen på, at Gud har grebet ind, for det er lægevidenskaben selv, der bekræfter, at de forhåndenværende midler ikke formåede at kurere sygdommen; det er videnskaben, der fremlægger de undersøgelsesresultater, der gør det muligt for os teologer at konkludere, at der er tale om et guddommeligt indgreb. Troen derimod kroner videnskaben ved at tilvejebringe den forklaring, videnskaben ikke er i stand til at give, nemlig at det var Gud, der udvirkede hændelsen.“

– De mener altså, at medicinens beskæftigelse med mirakler har betydning for forholdet mellem tro og videnskab?

„Ja. Studiet af mirakler hjælper videnskaben til at overskride grænserne for dens hidtidige erkendelse. Troen er ikke videnskabens fængsel. De problemer, vi møder i dag fra videnskabeligt hold, har deres grundlag i fordomme fra det positivistiske grundsynspunkt, at naturvidenskabelig metode er den eneste måde at erkende på. Siden Galileis og Newtons tid har man anset naturlovene for at være uforanderlige, men efter det 20. århundredes tre naturvidenskabelige revolutioner, nemlig kvanteteorien (Max Planck og Niels Bohr), relativitetsteorien (Albert Einstein) og ubestemthedsprincippet sammen med kvantemekanikken (Werner Heisenberg) gælder lovene kun for en begrænset sektor af den kendte del af naturen, sådan at de bedste videnskabsfolk i dag ikke længere taler om love, men om teorier.

Einstein giver sit billede på videnskabelig erkendelse. Han siger, at videnskabsfolk studerer universet som et lommeur. Man kan ikke lukke det op og verificere, hvordan det er skruet sammen, men må komme frem til en teori om, hvad der er i det, og hvordan det fungerer, ved at observere, hvad det gør. Hvis uret pludselig giver et tik, man ikke forventede, kan man være nødt til at revidere sin teori om, hvordan det fungerer. Og det er i dette mønster, at miraklerne kan være med til at bibringe videnskaben nye teorier om universets store sammenhænge, snarere end at modsige dem, idet man kan se dem som sådanne kraftige ’tik’ der peger på det ’mere mellem Himmel og Jord’, som videnskaben nogle gange går glip af. Min mangeårige erfaring fra vore lægers og konsulenters frugtbare samarbejde er, at videnskab og tro aldrig står som modsatrettede størrelser.“

Kriterierne for anerkendelse af mirakuløs helbredelse

– Hvad skal der til, for at man anerkender en helbredelse som mirakuløs?

„Kravene til et mirakel er nøje definerede: 1. Patienten skal have lidt af en verificerbar fysisk sygdom, som ingen forhåndenværende terapier har kunnet afhjælpe. 2. Helbredelsen skal være pludselig. 3. Helbredelsen skal være fuldkommen. Er der fx tale om en metastatisk kræftsygdom, er det ikke nok, at en enkelt svulst er forsvundet – der må ikke være spor af kræftceller tilbage i kroppen. 4. Helbredelsen skal være varig, og der må ikke være tilbagefald. Det er også en af grundene til, at undersøgelserne tager den tid, de gør.“

– Når nogle af de medicinske eksperter, De samarbejder med, redegør for en helbredelses uforklarlighed, kunne det så ikke skyldes, at de nuværende metoder er begrænsede? Det er jo muligt, at videnskaben en dag med bedre metoder kan forklare, hvad der i dag er uforklarligt og mirakuløst!

„I begyndelsen fejrede man videnskabens ufejlbarlighed. I dag taler man om dens begrænsede metoder, og meget tyder på, at den moderne videnskab har nået visse grænser. Jeg anser det for at være paradoksalt, at man påberåbte sig den positivistiske ideologi for at uddrive troen, hvor man i dag vurderer videnskaben som utilstrækkelig. Det er jo klart, at videnskaben vil vedblive at gøre enorme fremskridt, men visse hændelser i naturen vil altid forblive uforklarlige, som for eksempel når en cancer med metastaser i hele kroppen forsvinder spontant og pludseligt.“

– Kan mirakler forklares videnskabeligt? Kan de bevises?

„Hvis miraklerne kunne forklares videnskabeligt, ville de jo ikke være mirakler – det ligger i selve begrebet. Derimod kan de som objektivt observerbare fænomener udmærket verificeres. Kun videnskaben kan bevise, at der er sket et mirakel. Kun troen kan forklare, at det er gjort af Gud.“

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.