Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Lille Audrey Santos underfulde historie

Lille Audrey Santos underfulde historie

MIRAKLER: I et parcelhus i Worcester i USA ligger den multihandicappede pige Audrey Santo og kan hverken røre sig eller tale. Men rundt om hende sker der mirakler, som har gjort huset til et valfartssted for pilgrimme

Af Niels Christian Hvidt

I 1998 fik jeg lejlighed til at besøge Santo-familien i Worcester, en times kørsel fra Boston i USA. Audrey Santo, den yngste datter, kom i 1987 ud for en ulykke, der medførte en alvorlig hjerneskade. Hun er i dag en handicappet pige, der er ude af stand til at røre sig eller tale, men tusinde troende er overbeviste om, at hun er et redskab for Guds underfulde indgriben. I dag strømmer pilgrimme - for som »pilgrimme« opfatter de fleste besøgende sig - til det lille parcelhus på Flag Street, hvor hun bor med sin familie, for i Audreys nærvær sker mirakler af særlig bernærkelsesværdig art, eftersom de sker så hyppigt og er så synlige.
Jeg så mindst fjorten ikoner og statuer, der afgav anseelige mængder olie, og jeg besøgte Audrey, der lå på sin seng med sit smukke lange hår hængende ud over kanten. Audreys svært handicappede tilværelse har fået mange mennesker til at tænke over værdien af et menneskeliv, uanset hvor skrøbeligt det er.

Audrey Santo var kun tre år gammel, da ulykken skete, den ulykke, der kom til at ændre hendes egen og hele hendes families tilværelse totalt. Hun var ude at lege i forhaven med sin fireårige bror, Stephen, men da han pludselig besluttede sig for at smutte ind i huset, blev hun efterladt alene i haven. På en eller anden måde fandt hun vej om i baghaven til familiens svømmepøl. Der gik kun få minutter fra det øjeblik, Stephen forlod hende, til Audreys mor, Linda, opdagede, at hun var væk. Lindas første tanke var svømmepølen, og det var der, hun fandt hende, flydende ubevægelig med ryggen i vejret. Audrey blev reddet, men først efter at have været uden ilt i fire minutter, hvorved væsentlige dele af hendes hjerne gik til grunde.

Siden den ulykke har Audrey ikke været i stand til at bevæge sig, tale eller spise uden hjælp. Hvis man lod hende være alene, ville hun dø ganske hurtigt. Mange mennesker ser en sådan ulykke som afslutningen på en meningsfyldt tilværelse. Men Gud synes ikke at være enig, lige så lidt som de tusinder af pilgrimme, der strømmer til Audreys hjem. Dusiner af ikoner og statuer afgiver olie i Audreys værelse såvel som i husets garage, som familien har omdannet til et kapel. Mange mennesker siges at være blevet helbredt for svære sygdomme efter at have bedt i Audreys nærvær. Og Audrey leder mennesker til Gud.

Mirakuløs rejse

Året efter at ulykken var sket, rejste Audrey, hendes mor, Linda, og Joyce, en af Audreys sygeplejersker, til Medjugorie i Bosnien nær kystbyen Split. Det er her, seks børn siden 1984 hævder at se Jomfru Maria dagligt. 20 millioner pilgrimme har besøgt Medjugorie, hvilket gør byen til et af verdens mest besøgte pilgrimssteder i dag. Medicinske rapporter bekræfter, at mennesker, der besøgte Medjugorie, er blevet helbredt for sygdomme som dissemineret sklerose og alzheimer, og Linda rejste til Medjugorie med håb om, at Gud ville helbrede hendes datter.

Linda, Joyce og Audrey fik tilladelse til at være til stede ved to af åbenbaringerne. Linda beskriver disse hændelser som meget bevægende: »Da Ivan (en af seerne) gik i ekstase, og Jomfru Maria åbenbarede sig for ham, græd jeg; vi græd alle. Åbenbaringen varede et sted mellem syv og ti minutter.« Efter begge åbenbaringer skete noget underligt. Normalt taler seerne ikke med nogen efter åbenbaringerne, men på disse to aftener talte Ivan med en af de personer, der var til stede. Han talte med Audrey. Umiddelbart efter åbenbaringen gik han direkte hen til Audrey, bøjede sig ned over hende og talte til hende på kroatisk i lang tid. Audrey svarede ham ikke verbalt, men det var tydeligt, at hun var bevæget. Det faktum, at Audrey ikke svarede, afholdt ham ikke fra at tale til hende. Ingen fik nogensinde at vide, hvad Ivan sagde til Audrey. »Jeg fandt aldrig ud af det og spurgte ham aldrig,« siger Linda. »Jeg tænkte, at han ville give mig besked, hvis jeg skulle vide det.« Linda er overbevist om, at Audrey var i kontakt med jomfru Maria på en eller anden uforklarlig måde under disse to åbenbaringer.

Uanset hvad der skete i Medjugorie, begyndte Audreys mystiske manifestation ikke længe efter hjemkomsten i Worcester. Audrey begyndte at vise tegn på lidelser, hvis årsager ingen læger kunne gøre rede for. Der var tale om lidelser, der mindede om Kristi lidelser, sådan som evangelierne beskriver dem, og disse lidelser blev særlig tydelige op imod påske. Audreys journal bekræfter familiens og sygeplejerskernes vidnesbyrd: På Audreys hænder, på hendes side og på hendes pande er der spontant opstået blødende sår. På andre tidspunkter har hele hendes krop været dækket af røde striber, som var hun blevet pisket.

Linda beskriver i et interview gengivet i Thomas Petriskos bog sin datters lidelser i detaljer: »I fastetiden op imod påske har Audrey ofte haft smerter. Men fra skærtorsdag klokken tre har der været tidspunkter, hvor hun virkelig har været knust. Sygeplejersken og jeg løftede hendes hoved og søgte at trøste hende, men intet hjalp, så stor var den smerte, hun følte. Langfredag var hun i intens smerte frem til klokken tre og græd så meget, at hun fik røde øjne og rødt ansigt. Jeg mener, hvis du kan forestille dig den dybeste smerte, hvor du ikke kan andet end græde, så vil du kende den smerte, Audrey følte. Audrey har også blødt betydeligt. Når Audrey gennemlever disse hændelser, gennemlever hun hele Kristi lidelse, ikke kun et sår i hånden eller i siden. Jeg har ikke til hensigt at nedgøre andre mystikeres betydning, men Audrey er som en mystiker fra det tolvte århundrede. Hun ligger i sengen. Hun er invalid. Og hun gennemlever hele Kristi lidelse.«

Et besøg i Santo-familiens hjem

Det var midt i juli måned, da jeg besøgte Audreys hjem. Dengang tog familien imod besøgende i deres hjem, men kun om onsdagen. »Vi er en normal familie. Jeg skal på arbejde hver dag. Mine unger går i skole. Vi har behov for fred for at kunne fungere som en normal familie,« siger Audreys far, Steve Santo. Jeg spurgte ham, hvordan det føles at være far til et barn, der ikke alene er invalideret, men som også anses for at være udvalgt af Gud til at varetage en vigtig mission. »Ja, det er sandt, at jeg føler stor ærefrygt, når jeg tænker på det underfulde værk, Gud har valgt at gøre gennem min datters liv. Alligevel ændrer det intet ved det mest basale ved vort forhold: Audrey er stadigvæk min pige!«

Linda er en stærk kvinde; hun taler med de besøgende med liv, humor og charme. »Audrey er ikke i koma,« siger hun. »Hun er meget levende. Hun kommunikerer med os ved at bevæge sine øjne og trykke vore hænder. Hun er pragtfuld!«

De troende, der på denne dag er kommet fra hele USA såvel som fra flere europæiske lande, bliver af volontører ført om i baghaven under et stort soltelt. Her fejres messe hver onsdag. Umiddelbart efter vor ankomst bliver det første under tydeligt. Til venstre for alteret står to statuer - en af Jesus og en af Jomfru Maria. Begge afgiver olie. Olien samles i dråber på hagen af Jesus og drypper indimellem ned på bordet. Efter gudstjenesten bringes statuerne ind i huset. De efterlader to betydelige mængder olie på bordet, hvor de stod. I alt otte præster fejrer gudstjenesten på denne vidunderlige solskinsdag i Massachusetts, og pilgrimmene deltager med dyb andagt. »Jeg har aldrig set mennesker bede så inderligt,« siger pater Mike, Audreys åndelige vejleder. »Jeg har set så mange mennesker, der forlod dette sted som nye mennesker.« Nadveren fejres med særlig andagt, for miraklerne peger på nadverens betydning. Fire såkaldte eukaristiske mirakler, nadvermirakler, har fundet sted her, og et af dem blev filmet på video. På filmen ser man, hvordan præsten, der fejrer nadveren, pludselig standser op, idet han bemærker en frisk rød plet på et af nadverbrødene. Tre andre nadverbrød siges at have blødt i Audreys hjem, og de troende får lov til at beskue dem og ære dem efter gudstjenesten. Den dag, hvor jeg besøger Santo-familiens hjem, sker et andet mirakel. Nadverskålene er tørre, da nadverbrødene bliver lagt i dem, men ved uddelingen af brødene har olie samlet sig i skålene; de fleste pilgrimme bemærker, at nadverbrødene smager af olie. Efter uddelingen tørrer alle præsterne deres hænder i stille undren. Alle har olie på deres hænder - olie, der ikke var der ved gudstjenestens begyndelse.

Efter gudstjenesten får pilgrimmene lov til at komme ind og besøge den person, de har rejst så langt for at hilse på. I grupper på ti personer føres vi ind i et lille værelse, der er adskilt fra Audreys ved hjælp af en skillevæg. Gennem et indrammet vindue kan vi se hende liggende ubevægelig i sin seng. Pat Nader, Audreys bedstemoder, taler lystigt til hende. Hun synes ikke at give noget svar fra sig, men bedstemoder Nader siger, hun kan mærke, når Audrey er glad, eller når hun er ked af det.

Pilrimmene er tydeligvis bevægede. Alle synes at stille forskellige spørgsmål: »Hvad tænker Audrey mon på? Hvad sker der inde i hendes sjæl, bag hendes ubevægelige ydre? Beder hun for mig - kommunikerer hun med Gud på en ukendt måde?« Nogle græder og beder stille bønner til Gud. Andre har bragt breve til Audrey, i hvilke de anmoder hende om at bede for særlige anliggender. Senere læser sygeplejerskerne eller Audreys familie disse breve for hende. Fra Audreys værelse fortsætter processionen ind i husets garage, som familien har forvandlet til et kapel. Det er her, størstedelen af de grædende billeder og statuer opbevares.

Et stort billede af Jomfru Maria græder tårer af olie. Olien opstår ikke et tilfældigt sted. Det er tydeligt, at den samles i øjnene og derfra løber i to baner ned over billedet. På et bord står et lille krucifiks i en skål, der opsamler olien. Om hagen på en englestatue har man bundet en lille plastbeholder, der opsamler den ufattelige olie.

Olie løber fra små porcelæns-relieffer, fra træikoner, ja, selv fra fotografier af kristusfigurer. I alle tilfælde er det klart, at der ikke er tale om fup, for billederne og statuerne er løst anbragt på borde eller på stifter på væggene - de kan tages ned og placeres et andet sted, men oliemængden ændres ikke. Boguslaw Lipinski, en biokemiker fra Boston, som har analyseret den mirakuløse olie, siger, at olien er en hidtil ukendt form for planteolie. Men hvorfor olie? Jeg stillede det spørgsmål til pater Joseph Iannuzzi, en 32-årig katolsk præst fra New York, som er en god ven af familien. »Olie er tegn på Guds nærvær og salvelse,« siger han. »I Det Gamle Testamente blev kongerne salvet med olie. I Det Ny Testamente opfordres de troende til at bruge olie, når de beder om helbredelse for syge. Vi præster bruger olie ved dåb og konfirmation, såvel som når vi beder for syge mennesker. Alle pilgrimme, der besøger Audrey, modtager et lille vatstykke, gennemvædet af den mirakuløse olie, og den siges at have stor virkning på syge mennesker.«

Volontører drypper olien på vatstykker og sender dem til mennesker i hele verden, der har behov for helbredelse.

For de troende ser det ud, som om Gud ikke kunne have valgt et svagere redskab til at fortælle sin historie, men hvad handler denne historie i grunden om? »Jeg tror, Gud er i færd med at fortælle en vidunderlig historie om sin kærlighed til sine skabninger gennem lille Audrey,« fortsætter pater Iannuzzi. »Han vil gøre det klart, at hans kærlighed og skaberkraft formår at omfavne og gøre gavn gennem ethvert menneske, uanset hvor svagt det måtte være.

Samtidig er det også en historie om Guds smerte. Audrey er et symbol på kirken i dag. Der er så mange kristne, der har glemt Gud og alt om, hvor de kommer fra, hvem der er deres skaber, og hvor de er på vej hen. Jesus og Maria græder tårer, fordi deres børn ikke er vågne. Men Gud kan benytte sig af selv det mindste, vi giver ham. Hvis vi som lille Audrey bringer vore gaver med tillid og hengivenhed, vil han udvirke de største undere. Endelig tror jeg, Gud er i færd med at fortælle en historie om liv til vort samfund, der i stadig større omfang dyrker døden. Jeg er overbevist om, at det ikke er noget tilfælde, at Audreys ulykke skete den 9. august. Atombomben faldt samme dato på nøjagtig samme tidspunkt som Audreys ulykke: Den 9. august 1945 kl. 11.03.«

Ovenstående er et uddrag af Niels Christians Hvidts bog »Mirakler«.

livogsjaelkristeligt-dagblad.dk


Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.