Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Jesu Ligklæde - et umuligt billede

Ligklædet har altid fascineret og forundret mennesker, og interessen for dette stykke stof er stadig stigende. For troende er ligklædet et af de største tegn om Jesu eksistens og om at evangeliernes beretning om hans lidelser er sande. Den troende, der står foran ligklædet, står ikke bare foran et tilfældigt stykke stof – han står foran et billedet, der gør frelserens lidelser fuldstændigt nærværende. Blodet på klædet, som kan ses med det blotte øje, er det samme blod, der har flydt i årerne på den mand, om hvilke evangelierne beretter, at han var Guds søn på jorden – Gud selv. At stå foran ligklædet er for den troende at stå foran et fotografi af Jesus – det er som at stå foran Jesus selv. Tanken om, at netop dette stykke stof har omgivet ham og indtrykket af de lidelser, der kan ses på det, bevæger mennesker så dybt, at man konstant ser mennesker bryde i gråd, når de kommer ind og knæler foran det.

Fra den 1. maj til den 31. juni er ligklædet blevet udstillet for offentligheden for første gang siden 1978. 2 mio. mennesker fra hele verden vil ved afslutningen af udstillingen have været turen igennem Torinos domkirke, hvor ligklædet er blevet udstillet på smukkeste vis over hovedalteret. Ligklædet er af klædningskonservatorer blevet fæstnet på et stykke linned, der igen er anbragt bag tykt pansersikkert glas i en 4,5x1,5 m. store ramme. Normalt ligger ligklædet sammenrullet om en trærulle i et tungt sølvskrin, der bevares over alteret i domkirken. Denne udstilling i 1998 sker for at markere en historisk hændelse: Det var i 1898 at man for første gang tog et billede af ligklædet. Fotografen var juristen Secondo Pia. Han fik et chok, da han gav sig til at fremkalde negativerne, for her så han som den første være vidne til det, der måske er det største mysterium, der knytter sig at billedet på ligklædet. Det fire meter lange billede er i virkeligheden et negativ. For at se det som et "rigtigt" billede, er det nødvendigt at tage et fotografere det og forstørre negativet op. Når man står foran ligklædet kan man godt se en mandsfigur og konturerne bliver klarere, jo længere man kommer på afstand af det. Men rigtig klart bliver aftrykket først, når man reproducerer det i form af et negativ.

For troende er Ligklædet det væsentligste minde om Jesus selv – for videnskaben bliver ligklædet et stadig større mysterium, jo mere den trænger ind i de mange detaljer, der knytter sig til det. Ligklædet er som skabt for vore dage – i en tid, hvor troen på det guddommelige har svære kår, bliver ligklædet til stadighed ved med at rette opmærksomheden mod det, der overgår rationalitetens kategorier. Det er først med det niveau, videnskaben har nået i vore dage, at det for alvor er muligt at gøre rede for, hvor grænseoverskridende og fantastisk ligklædet i bund og grund er. Først den moderne videnskab har på overbevisende måde været i stand til at godtgøre, at det helt enkelt ikke er muligt at fremstille et billede, som det, der er aftrykt på ligklædet. Således har Pave Johannes Paulus II sagt om ligklædet: "Dette er et dokument, som synes at have ventet på vores tid". Ligklædet er et "umuligt" billede – selv med al den moderne videnskab er man ikke i stand til at reproducere noget, der kommer i nærheden af det.

Hvis ligklædet er et falsum, må det være skabt af et overjordisk geni. Ligklædet bliver ved at tiltrække forskernes interesse i en sådan grad, at der i dag er et utal af forskellige videnskabelige discipliner knyttet til udforskningen af ligklædet. Denne sammensætning af forskellige forskningsdiscipliner har skabt sin egen selvstændige forskningsgren – sindologien, et ord, der kommer af det græske sindone, som betyder ligklæde. Der er tale om et tværfagligt samarbejde. Sindologien er en paraply-videnskab som indvolverer videnskabsgrene som anatomi, antropologi, arkæologi, bibelsk eksegese, biologi, botanik, fysik, fotografik, geologi, ikonografi, informatik, mikrobiologi, mikrografi, holografi, kunsthistorie, palinologi, patologi, radiologi, retsmedicin, teologi, traumatologi, etc. Over hele verden er der gennem de seneste år skudt utallige forskningscentre op, der alene beskæftiger sig med udforskningen af ligklædets mysterier. Disse forskningscentre er alt andet end esoteriske sammenslutninger. Der er tale om møder mellem dybt seriøse videnskabsmænd, blandt hvilke man finder mange ikke-troende forskere, der alene beskæftiger sig med ligklædet af rent professionelle årsager. Utallige er de ikketroende forskere, der gik i gang med at udforske ligklædet med det ene formål at bevise, at der var tale om et falsum. Størsteparten af disse forskere opdagede efterhånden som de fik større og større kendskab til ligklædet, at deres argumenter mod ligklædets autenticitet, blev til skamme. Enten fortrak de sig i stilhed, eller de blev troende fortalere for ligklædets autenticitet. Historien har vist, at troen på ligklædets autenticitet er direkte proportional med kendskabet til liglædets mange mysterier.

Hvad anses ligklædet for at være?

Ifølge en århundredgammel tradition skulle ligklædet være det stofstykke, som Jesus efter jødisk skik blev begravet i og som der berettes om i evangelierne. Det antages, at Jesus selv lå i graven omhyllet af netop dette stykke stof, hvilket forklarer, hvorfor det er genstand for så mange troende menneskers opmærksomhed. Evangelierne beretter om klædet. I Matthæusevangeliet hedder det om Josef fra Arimatæa, en af de mere velstående af Jesu disciple, at han tog "Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv" (Matt. 27,59). Efter at apostlene har hørt rygter om, at Jesus ikke længere er i graven, løber de ud til den og finder den tom. Da Peter kigger ind i den, bøjer sig ind og ser "linnedklædet og ikke andet" (Lk. 24,12). ((Selvom det ifølge jødisk skik var forbudt at røre genstande, der havde været i forbindelse med døde mennesker, blev ligklædet ifølge traditionen hurtigt det vigtigste jordiske levn fra Jesus selv. Jesus var jo netop ikke død. Derfor kunne de godt røre ved det.

Hvad kan man sige med sikkerhed om ligklædet?

Ligklædet består af sildebensvævet hør og har en elfenbensagtig farve. Det er 4,36 m. langt og 1,10 m. bredt. Stoffet har en samlet vægt på 2,45 Kg. På dette klæde kan man se to aftryk af en voksen mandsperson på det ene ses han forfra, på det andet ses han bagfra. I orienten var det allerede skik og brug i Ægypten at begrave folk på samme måde, som det er sket med Ligklædet. Normalt er begravelsesklæder dekomposteret sammen med den døde, men i nogle af de ægyptiske grave har man fundet mumier, hvor lægge den døde i et ligklæde, der minder fuldstændig om Jesu Ligklæde. Denne måde at begrave de døde på, er kendt fra Ægypten allerede fra det tredje årtusind før Kristus, og den synes at have været udbredt i hele nærorienten. Begravelsesklæder var dobbelt så lange, som personen, der blev lagt i det, for man havde den skik, at folde klædet på langs. Den døde blev lagt på ryggen ned på klædets ene halvdel, hvorefter man foldede den anden halvdel henover kroppens forside. Det er derfor, der på Jesu ligklæde er to aftryk. Stoffet er af en art, der er typisk for Orienten, særlig fra Palæstina, fra omkring begyndelsen af vor tidsregning. I en kilde (Pausinio) fra det første årh. efter Kristus hedder det at "den Palæstinensiske hørlærred er af en køn gul farve. Produktionen har sit center i Gallilæa i en by ved navn Arbeel. Der var to væveteknikker i området: S-spindeteknik var mest udbredt i Ægypten, hvorimod dens modsætning, Z-spindeteknikken, primært var udbredt i området omkring Palæstina. Således har man i Palmyra (Syrien), Al-Tar (Irak) og ørkenen omkring Jerusalem fundet hørlærred, vævet på samme måde som ligklædet.

Pollen fra Palæstina på ligklædet

I 1973 udførte protestanten Max Frei Sulzer, en schweizisk forsker i mikropartikler, kriminolog af internationalt omdømme, grundlægger og i 25 år leder af Zürich’s politi’s videnskabelige tjeneste, sine første analyser af støv og andet mikroskopisk materiale, fundet på ligklædet. Efter tre år offentliggjorde han sit materiale. Han havde fundet blomsterpollen, fra Frankrig og Italien, men også typer, der ikke voksede i disse lande, og om hvilke han vidste, at de voksede i tørre områder. I 1978 fik han nye prøver fra ligklædet og i årene op til sin død i 1983 brugte han det meste af sin fritid på at forske i dette materiale. Selv udførte han syv videnskabelige ekspeditioner til Israel, for at undersøge pollen og andet mikroskopisk materiale fra området. Frei fandt i alt 58 pollentyper på ligklædet. 17 af disse vokser i Frankrig eller Italien. Tre fjerdedele vokser i Palæstina, og mange af dem er typiske for Jerusalem eller området tæt på. 13 er typiske for Negev ørkenen og området omkring det Døde Hav. Langt størstedelen er altså fra Palæstina. Endvidere fandt han tre typer pollen, der hverken stammer fra Europa eller fra Palæstina. De to findes i Urfa ved Edessa og en type er kendt i Istanbul (Konstantinopel). Frei’s opdagelser er en næsten minutiøs bekræftelse af ligklædets færd fra Palæstina over Edessa og Konstantinopel i Tyrkiet, over Chambéry i Frankrig til Torino i Italien.

Hvordan billedet er opstået.

Som Jesu ligklæde ser ud i dag, er det ikke kun det dobbelte billede, der pryder det. Der er en del pletter og nogle partier, hvor der ikke er noget billede. De manglende partier består af lapper, der er syet på klædet, for klædet var nær ved at blive fortæret i en ildebrand i Chambéry i 1532. Det lå sammenfoldet i et sølvskrin, som blev rødglødende, og et af hjørnerne af klædet brændte. Man fik det slukket, inden det blev helt fortæret af ilden, men fordi det lå foldet sammen, da det brændte, er lapperne spredt over ligklædet i et jævnt mønster som man kender det fra papirklip eller gækkebreve. Pletterne udgøres dels af skjolder af det vand, med hvilket man søgte at slukke ilden i 1532, dels er der tale om rester af blod fra den person, der lå i ligklædet.

Blodpletterne er opstået i direkte kontakt mellem personen og ligklædet. Billedets opståen derimod er og bliver et mysterium. 100 års ligklæde-forskning har ikke formået at give en forklaring på billedets tilbliven. Billedet kan alene sammenlignes med en eller anden form for projektion. Forskere både kunstnere og computereksperter har vist, at det er blevet til på en måde, man ikke kender til. Til den dag i dag har ingen været i stand til at reproducere noget, der kommer i nærheden af billedet på ligklædet. For det første er det fordi der er tale om et negativ. Ingen kunstnere er i stand til at tegne negativer. Hjernen formår ikke at konvertere lyst og mørkt og tegne det, der skulle være mørkt som lyst og omvendt. Men det er ikke det eneste: Billedet er tegnet uden penselstrøg eller anden form for manuel tegneteknik. Billedet er opstået uden brug af nogen former for pigment eller anden farvning af klædet man kender ikke til nogen maleteknikker, hvor der ikke påføres en eller anden substans, der skaber billedet. Der er ingen retningsbevægelse i billedet. Det er skabt uden nogen form for manuel bevægelse. Ingen kunstnere er i stand til at arbejde på denne måde. Der er heller ingen konturer på billedet. Står man helt tæt på stoffet, er det ikke muligt at se et egentligt billede de stofpartier, på hvilket billedet er gengivet, glider uden egentlig afgrænsning over i de stofpartier, hvor der er noget lysere, og hvor der ikke er noget billede. Det eneste, der kommer i nærheden af en billeddannelse uden brug af pigment er fototeknikken her er det lys, der danner billedet, men denne teknik blev først opfundet i sidste århundrede, lang tid efter ligklædets minimumsalder.

En ting står således fast. Der er ikke tale om et falsum. Selv med alle de moderne teknikker, er der ingen, der har været i stand til at reproducere et billede, der kommer i nærheden af billedet på ligklædet. Er man ikke i stand til at gøre det i dag, har man heller ikke kunnet det i middelalderen, hvor man ikke en gang var i stand til at tegne i perspektiv.

Allerde i 70’erne analyserede to fysikere fra U.S. Air Force Academy billedet og genskabt ved hjælp af computerteknikker et tredimensionalt billede af ligklædet, hvor man lod de mørkeste partier på billedet stå mere ud i billedet end de lysere. Man har prøvet at lave de samme analyser på billeder, skabt på almindelig vis, og på ingen billeder, man hidtil har analyseret med de samme teknikker, er man kommet frem til denne tredimensionale effekt. Disse forskere bekræftede, at billedet mangler retning, og at det er opstået uden brug af penselstrøg. Ved nyere computerskabte billeder af ligklædet er der fremkommet detaljer, man ikke kan se med det blotte øje. Skulle der være tale om et falsum, måtte vedkommende person ikke alene være i besiddelse hidtil ukendte maleteknikker. Endvidere skulle han være i stand til at tilføje detaljer på billedet, uden at kunne se disse detaljer de bliver først synlige ved computeranimationer.

Det nærmeste, man er kommet til et billede, der minder om ligklædets billede, har man fået ved benyttelse af stråling. ((Allerede i 1930 fremsatte Noguier de Malijay den hypotese, at billedet kunne være opstået som følge af det lys-tryk, der var forbundet med Kristi opstandelse. Hypotesen blev gentaget i 1966 af en englænder, og har siden fået stadig større vægt.)) Man har udført eksperimenter, hvor man udsatte stof for varme og stråling, og her fandt man, at de stofpartier, der var udsat for henholdsvis varme eller stråling, blev mørkere end de stofpartier, der ikke var blevet behandlet. Den teori, der er mest accepteret, er fremsat af Boleslaw Makiej, professor i fysik ved Wroclaw’s universitet i Polen. Ifølge Makiej, er den bedste og eneste holdbare forklaring, at billedet er opstået som følge af infrarød stråling infrarøde stråler kan ændre polyméerne (skal checkes) i hør-klædets celler, hvorved et holografisk billede kan være opstået, mindende om aftrykket i ligklædet. Dette ville også forklare billedets holdbarhed. Normalt bliver tegninger, tegnet efter kendte teknikker, mere og mere utydelige jo mere tid der går, for til sidst at svinde helt bort. Men ligklædets billede er utrolig holdbart. Dette skyldes efter alt at dømme det faktum, at billedet jo netop ikke er dannet ved hjælp af en form for pigment, der bliver påført klædet, men en ændring i selve molekylstrukturen i selve klædets molekyler.

En anden mulighed er, at billedet er opstået ved dampene fra den aloe og myra, kroppen var blevet balsameret med. Ved forsøg har man kunnet skabe skygger i stof, som opstod som følge af dampe fra aloe. Men disse skygger er ikke tilnærmelsesvis så klare og skarpe som konturerne på ligklædets billede.

Manden på ligklædet har gennemgået de samme lidelser som Jesus, som gengivet i evangelierne.

Alt tyder således på, at der ikke er tale om et kløgtigt falsum fra middelalderen. Hvis ligklædet ikke er et falsum, hvad er det så? Hvad kan man sige om den person, der har ligget i ligklædet, og hvad har han været udsat for? To amerikanske forskere, civilingeniøren Kenneth E. Stevenson, og filosoffen Gary R. Habermas, har sammenfattet forskellige forskeres bud på, hvordan personen var bygget: "Billedet afspejler en mand med skæg, med en højde på ca. 1,78 cm. Hans er omkr. 30-35 år gammel og vejer omkring 79 kg. Der er tale om en velbygget og muskuløs mand: En person, der er vandt til manuelt arbejde."

Retsmedicinere er siden de første lægevidenskabelige undersøgelser af ligklædet i 1898 blevet ved at at hente nye opdagelser ned fra ligklædet om de pinsler og om den død, manden på ligklædet blev udsat for. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange lighedspunkter der er mellem evangeliernes beretninger om Jesu død og de detaljer, der gengives på ligklædet. Manden på ligklædet er først blevet pisket. Piskning var en udbredt afstrafningsform blandt romerne, og den romerske piskningsmetode svarer nøje til det, man kan se, manden på ligklædet har været udsat for. Romerne benyttede en særlig form for pisk, hvor man fæstede læderbånd i et fast håndtag. For enden af læderbåndene anbragte man metalkugler, der gjorde slaget tungere. Hele kroppen er dækket af blodsmærker efter disse piskeslag. Ikke bare ryggen, men også benene bærer præg af en afpiskning efter romerske metoder. Mærkerne har form af en streg med et lidt større mærke ude for enden præcis det piskemærke, der opstår som følge af de romerske piskeslag.

Der ses klare blodsmærker både på pande og på baghovedet, hvilket svarer til Evangeliernes beretning om, at man gjorde nar af Jesus og pressede en tornekrone ned over hans hoved. På skuldrene ses tydelige skrabesår, der anses for at være opstået da Jesus bar korset til Golgatha.

De største blodsmærker er imidlertid at finde på hænder, på fødder og på siden af brystet. Der er ingen tvivl om, at disse mærker er opstået som følge af store sår. Der hersker kun ringe tvivl om, at manden på ligklædet er blevet korsfæstet, ligesom også Jesus blev det. Mærkerne på ligklædet giver nogle interessante detaljer omkring lidelsen: Naglerne blev ikke boret igennem håndfladerne. De blev banket gennem håndroden. Det er også, hvad man ved om romersk korsfæstelse – man korsfæstede altid gennem håndroden, aldrig gennem håndfladerne. Vægten fra kroppen var så stor, at håndfladerne aldrig ville kunne bære. Kropsvægten ville flå hånden itu og kroppen ville falde ned fra korset. Håndrodsknoglerne udgør imidlertid et så kraftigt hæfte, at der ikke var chance for, at den korsfæstede kunne rive sig fri eller at hånden ville flå. Den største blodansamling er på venstre side af brystet, tæt ved hjertet. Her er der flydt en hel del blod ud. Medicinere, der har undersøgt blodet, mener det er kommet fra hjerteregionen, hvilket underbygger teorien om, at såret stammer fra en gennemboring af hjertet. Et sådant dødsstød gengives også i Evangelierne. Blodet er mandsbold af typen AB.

Overvældende sandsynlighed for, at det er Jesus Kristus, der har været indhyllet i ligklædet.

Oplysningerne fra evangelierne om Jesu lidelse sammenfalder på utrolig måde med ligklædets vidnesbyrd. Dette fik i begyndelsen af vort århundrede en verdenskendt biolog fra Sorbonne-universitet i Paris, Yves Delage, til at udføre en sandsynlighedsberegning på sammenfaldet mellem ligklædets og evangeliernes vidnesbyrd. Delage var erklæret ateist. Ikke desto mindre kom han ved minutiøse sandsynlighedsberegninger frem til det resultat, at sandsynligheden for at personen, afbilledet på ligklædet, ikke skulle være den samme person som Jesus Kristus, var forholdet én til en milliard. ((Dette resultat kom han frem til ved at se på forskellige sandsynligheder: Man ved, at personen på ligklædet har fået sat en tornekrone ned over hovedet. Ingen andre historiske vidnesbyrd taler om en sådan hændelse. Sandsynligheden for at dette skulle ske ved en normal romers afstrafning sættes til 1:500. Manden på ligklædet er blevet korsfæstet ved gennemboring af håndroden. Der var lige så stor tradition for at binde hænderne fast med reb. Sandsynligheden for, at personen blev korsfæstet på denne måde er således 1:2. Således opregnes alle de forskellige sandsynlighedsmomenter. Når de så sættes sammen bliver resultlatet 1:10 mia.)) Disse resultater blev præsenteret på Videnskabernes Akademi i Paris. Det skabte sådant røre, at akademiets leder nægtede at trykke Delage’s artikel i Akademiets Comptes rendus. Forbløffet over dette røre skrev Delage et brev, der blev trykt i Revue Scientifique, i hvilket han bl.a. skrev: "Jeg anerkender, at ingen af argumenterne i min undersøgelse udgør uigendrivelige beviser; ikke desto mindre er det nødvendigt at anerkende at sammenfaldet af de forskellige argumenter udgør en så stor positiv sandsynlighed, at det nærmer sig et bevis. Problemet er, at religiøse hensyn har blandet sig i bedømmelsen af mine resultater Hvis der havde været tale om en hvilken som helst anden historisk person end Jesus Kristus, som fx en Sargon, en Achilleus eller en af faraonerne, havde ingen haft problemer med at anerkende resultaterne. I mit arbejde har jeg ikke taget nogen som helst religiøse hensyn Jeg anerkender Kristus som en historisk person og forstår ikke, at der skal være personer, der finder det skandaløst, at der findes materielle vidnesbyrd om hans jordiske liv!"

Hvorfor er ligklædet så fascinerende og så vigtigt?

Eksistens rejste til Torino og så ligklædet. En ting man lagde mærke til var, at folk var meget bevægede, når de stod overfor ligklædet og så på det. Vi talte med nogen af dem, der var kommet langvejsfra for at besøge ligklædet. Lezlie Huzak fra Californien fortalte:

Alberto Di Giglio er chefredaktør på Giornale italiano di Sindologia den italienske Sindologi-avis og samtidig leder af et af de mange sindologi-forskningscentre. Hans kontor ligger i en gammel kirke i Roms centrum. Hele kirken er helliget ligklædet. Der, hvor alteret plejede at stå, har man anbragt et fotografi i naturlig størrelse af ligklædet, præcis som det ses ved udstillingen i Torino og forskningscentrets kontor ligger i det gamle sognekontor. Vi talte med Alberto di Giglio og spurgte ham, hvad det er, der gør ligklædet så fascinerende.

Ligklædet og billedkunsten.

Hvorfor bliver Jesus på de gamle byzantinske ikoner og på langt de fleste malerier afbildet på samme måde? Hvorfor har han altid langt hår med midterskilning? Hvorfor har han altid både over- og underskæg? Hvorfor den lange næse? En klassisk ikon er ikke bare en tilfældig reproduktion af en person. Særlig i den ortodokse kirke opfattes ikonen som et berøringspunkt med den overnaturlige verden. Ikonen er som et spejl, der gør personen på ikonen nærværende, som stod man overfor personen selv. Derfor er ikonmalerne utrolig påpasselige med at ikonen skal ligne den person, man prøver at afbilde. Man har altid tegnet ikoner efter forbilleder og mange ikoner er kopier af andre ikoner. Der er en direkte linie ned gennem ikonkunsten tilbage til billeder, man anser for at komme tættest på originalen. Man antager, at det kendteste "originalbillede" af Jesus Kristus helt tilbage til kristendommens begyndelse har været Ligklædet. Således kan det ikke undre, at der er så stort sammenfald mellem ikonkunsten og billedet på ligklædet. Ligklædet har ganske enkelt været skabelon. De gange, hvor ikonmalerne har gengivet uregelmæssigheder i Jesu ansigt svarer disse i forbløffende grad til uregelmæssighederne til ansigtet på ligklædet. Ikke alene de kendte ikonerne, blandt hvilke en del kan dateres tilbage til det femte århundrede, ser ud til at have haft ligklædet som "original". Også byzantinske mønter fra det syvende århundrede, præget med Jesu ansigt, viser forbløffende lighedspunkter med ligklædets Jesus-billede.

Ligklædets historie

33 De første fortegnelser om et ligklæde, der sættes i forbindelse med Jesus Kristus er Evangeliernes beretninger om Jesu lidelse og opstandelse. Der kan læses om et ligklæde henholdsvis lagen i alle fire evangelier ((Matthæus (27,59), Markus (15,46), Lukas (23,53) og Johannes (19,40))). Ifølge traditionen skulle apostlene have opbevaret ligklædet som et uvurderligt levn efter Jesus. I midten af det andet århundrede mener man, det er blevet bragt til Edessa i det nuværende Tyrkiet (xxx – skal checkes). Kilderne udenfor evangelierne selv begynder først efter de kristne er kommet frem fra katakomberne og kristendommen er blevet statsreligion.

325 Pave Sylvester, 267 biskopper og kejser Konstantin den Store samles til et koncil i Rom. I en kilde om dette koncilium hedder det, at man fejrede messe "på et hørklæde, som var indviet af biskopperne, som fejrede man på ligklædet, blot uden aftrykket af Jesus".

525 Under en restaurering af Sofia-kirken i Edessa fremvises et klæde med et usædvanligt billede "ikke skabt ved menneskehånd", som det hedder.

944 Den byzantinske hær bringer efter et fremstød mod den arabiske sultan i Edessa ligklædet herfra til Konstantinopel, det nuværende Istanbul, hvor det ankommer den 16. august.

1147 Luis VII, Frankrigs konge, ærer ligklædet under sit besøg i Konstantinopel.

1171 Manuel I Comneno fremviser for korsridderlederen Amalrico forskellige relikvier fra Jesu lidelse, heriblandt ligklædet.

1204 Robert de Clary, en af krønikerne af det fjerde korstog, skriver at ligklædet forsvinder fra Konstantinopel.

1314 Tempelridderne anklages for kætteri. Et af anklagepunkterne er, at de tilbeder et billede, der siges at være en reproduktion af ligklædet.

1356 En korsridder, Geoffroy de Charny fører ligklædet til Troyes i Frankrig. Ligklædet var i hans besiddelse i mindst tre år.

1389 Pierre d’Arcis, biskop over Troyes, forbyder fremvisningen af ligklædet.

1390 Clemens VII, en af Avignonpaverne, skriver om ligklædet i to såkaldte buller.

1453 Marguerite de Charny, en af di Geoffroy’s efterkommere, kræver ligklædet overført til Chambéry, hvor det overgives i hertug Ludovico af Savoie’s varetægt. Ligklædet bliver i denne families besiddelse frem til 1983.

1506 Pave Julius II annerkender en særlig form for messe, i forbindelse med hvilken ligklædet har været fremvist for offentligheden.

1532 Ildebrand i Chambéry natten mellem den 3. og 4. december. Ligklædet ligger sammenfoldet i et sølvskrin, hvis ene ende bliver rødglødende, hvorved et hjørne af ligklædet svedes bort. To år efter udbedrer Klarissernonnerne brandmærkerne med de lapper, man stadig ser på klædet.

1535 Som følge af krige bringes ligklædet først til Nice og derefter til Vercelli. Her bliver det frem til 1561, hvor det bringes tilbage til Chambéry.

1578 Emanuele Filiberto fører ligklædet til Torino, hvor det har været opbevaret lige siden.

1898 Første fotografi af ligklædet, taget af Secondo Pia mellem den 25 og den 28 maj. Herefter begynder de videnskabelige undersøgelser af ligklædet, i første ende af medicinere.

1939-1946 Ligklædet skjules under II Verdenskrig i Montevergine-kosteret i Avellino i Italien.

1983 Ligklædet har hidtil været i hertugen af Savoies eje. Hertug Umberto II af Savoie testamenterer det ved sin død til Vatikanet.

1988 Et stykke af ligklædet fjernes for at udføre videnskabelige undersøgelser på det, bl.a. den berømte Kulstof 14 test. Testen viser, at ligklædet skulle være fra et sted mellem 1260-1390. Allerede inden offentliggørelsen af forskernes resultater er fremgangsmåden omkring testen blevet påtalt af stærkt kritiske kolleger.

1995 Efter en del interessante nyopdagelser, der peger imod Kulstof 14 metodens resultater, udfører russeren Dmitri Kouznetsov forsøg, der viser, at kulstof-koncentrationen på klædestoffer ændres som følge af høje temperaturer, som dem, ligklædet blev udsat for ved brænden i 1532. Denne ændring af kulstof-koncentrationen har afgørende indflydelse på dateringen.

1997 Natten mellem d. 11. og 12. april: Torinos domkirke, der huser ligklædet, brænder. Et italiensk brandteam bliver folkehelte da de trodser flammehelvedet og bringer ligklædet ud i god behold.

Problemet omkring Ligklædets alder.

Som vi har set, taler alle videnskabelige undersøgelser for, at ligklædet er autentisk og at det kan føres tilbage til de tidsmæssige og geografiske rammer omkring Jesu død. Ingen er i stand til at skabe et billede, som det, der er gengivet på ligklædet og moderne computerteknikker har vist, at billedet ikke er skabt ved menneskehånd. Ligklædets beskaffenhed såvel som pollen fundet på det peger på en oprindelse i Palæstina. Således var der frem til 1988 i det mindste blandt troende kun ringe tvivl om ligklædets autenticitet. I dette år indvilgede Vatikanet imidlertid til, at en gruppe af forskere skulle få lov til at udføre en Kulstof 14 datering af ligklædet. Udfaldet var et chok for de troende – Kulstof 14 dateringen ansatte ligklædets alder et sted mellem årene 1260 og 1390.

Ingen Kulstof 14 dateringer har været udsat for så megen diskussion som testen på ligklædet. Og det videnskabelige materiale, der forkaster testens resultat som behæftet med utallige fejlkilder, vokser stadig. Kulstof 14 dateringen af organisk materiale blev opfundet i årene 1946-55. Forskellige faktorer gjorde imidlertid, at man ikke udførte en Kulstof 14 datering på ligklædet før 1988. Den primære faktor var, at Kulstof 14 metodens opfinder, den amerikanske kemiker Willard Frank Libby, selv gjorde indsigelser mod at benytte metoden på ligklædet, eftersom ligklædet ifølge hans opfattelse har været udsat for alt for stor berøring med omgivelserne til, at man kan udføre testen på sikker vis.

Kulstof 14 metoden fungerer ved at man måler forholdet mellem C12-atomer og radioaktive C14-isotoper i organisk materiale. C14-isotopen er radioaktiv, og har som alt andet radioaktivt materiale en konstant forfaldstid. Når det organiske materiale er i live er der en konstant ligevægt mellem disse to typer atomer, idet der hele tiden kommer nye C14-isotoper til, men når organismen dør, falder C14-koncentrationen med en jævn kurve. Ved at måle forholdet mellem C12-atomer og C14-isotoper kan man datere det organiske materiales alder.

Alt organisk materiale – planter, dyr og andet levende materiale – består i høj grad af kulstof-atomer. 98.89% af disse kulstofatomer er C12 atomer, 1,11% består af C13 atomer, der er stabile isotoper. De atomer, der imidlertid er interessante for dateringen er C14 atomerne i det organiske materiale. Disse er nemlig radioaktive, og som alt andet radioaktivt materiale har de en stabil halveringstid, hvilket i praksis vil sige, at de nedbrydes med en jævn tidsramme. Når det organiske materiale er levende, er der en ligevægt mellem de radioaktive C14 isotoper og den resterende mængde kulstof. Nogle C14 atomer vil gå til grunde, men andre vil blive til, alt som det organiske materiale fornyer sig selv. Når det organiske materiale dør, sker der imidlertid det, at C14 fornyelsen ophører, og koncentrationen af C14-isotoper begynder at falde med en jævn kurve. Ved at måle forholdet mellem C12-atomer og C14-isotoper kan man datere det organiske materiales alder.

Problemet omkring Kulstof 14 metoden er imidlertid faren for besmittelsen af yngre organisk materiale. Metoden er sikker nok på fossiler – forstenede dyr eller andet organisk materiale. Her kan man i et sterilt laboratorium udtage en prøve af fossilet, som man med sikkerhed ved ikke har været i kontakt med andet organisk materiale - der er næsten ingen fejlkilder. Helt anderledes forholder det sig med organisk materiale som klæder. Et hørklæde som Ligklædet er i den grad udsat for besudling af andet organisk materiale. Stoffibre er porøse og udveksler materiale med omgivelserne. Man har udført Kulstof 14 metoder på Ægyptiske mumier, hvor dateringen målte tusinder af år skævt. Der var tale om mumier, der var udsat for mindre berøring med omgivelserne, end det er tilfældet med ligklædet.

Modstanderne mod ligklædets autenticitet – de såkaldte "karbonister" – fik således ikke lang tid til at triumfere. Allerede inden resultaterne blev offentliggjort udgav xxx en artikel i hvilken han på det kraftigste påtalte fremgangsmåderne omkring Kulstof-14 dateringen af ligklædet. De normale renhedsforeskrifter omkring Kulstof 14 dateringen blev ikke overholdt på en række punkter. Det kan ikke undre – man ved, at ligklædet har været udsat for 2000 års kontamination, så at udføre testen i total sterilitet ville være som at tage en steril blodprøve på en rotte i en spand mudder.

Ingen ved, hvor mange gange ligklædet er blevet udstillet. Hver gang har det været i umiddelbar berøring med omgivelserne. Men dette er ikke det mest væsentlige. Den vigtigste kontamination er branden i 1532. Man hældte simpelthen vand på ligklædet for at slukke branden. Sammen med vandet har snavs fra omgivelserne gennemtrængt fibrene. En norsk forsker mener endvidere at kunne påvise, at ligklædet har været dyppet i kogende olie en gang i 15-tallet.

Et af de nyere bidrag til forklaringen på Kulstof-14 metodens tilsyneladende fejldatering kommer fra Leoncio Carza Valdés, forsker i Institut for Mikrobiologi ved San Antonio universitetet i Texas. Valdés har ved mikroskopundersøgelser på Ligklædet fundet store mængder af Lichenotelia – en kompleks og meget modstandsdygtig sammensætning af bakterier og svampe, der vokser på fibrene af gammelt stofmateriale. Lichenotelia vokser på de enkelte fibre og kan ses i mikroskop. Disse levende bakteriers nærvær i ligklædets fibre er naturligvis med til at forrykke dateringen af ligklædets alder.

Det betydeligste bidrag til forklaringen af fejldateringen af ligklædets alder kommer imidlertid fra Rusland. Nyere forsøg har godtgjort, at dateringen på organisk materiale ændres radikalt, hvis materialet udsættes for høje temperaturer. Den russiske forsker Dmitri Kouznetsov, leder af E.A. Sedov Biopolymer Research Laboratories i Moskva har bevist dette ved forsøg. Ligklædet har været udsat for temperaturer på op til 300 grader under branden i 1532. Kouznetsov var overbevist om, at dette måtte have ændret ligklædets datering i endnu højere grad end nærværet af smuts og bakterier på ligklædet. For at bevise sin hypotese fik han overdraget et hørstykke, som var fundet i en Gedi i Israel og om hvilket man vidste, at det stammede fra et sted omkring begyndelsen af vort århundrede. Den første Kulstof-14 test daterede klædet til et sted mellem 386-107 f.Kr. Herefter udsatte han klædet for de samme påvirkninger, ligklædet havde været udsat for under branden i Chambéry i 1532. Herved ændredes dateringen radikalt, sådan at klædets alder nu blev angivet til et sted mellem 1044-1272, altså 12 århundreder yngre. Branden i Chambéry har ændret kulstof-14 dateringen med 1200 år, hvilket netop svarer til de 1200-1300 år, som prøverne i 1988 ansætter ligklædets alder til at være.


Kilder:

Emanuela Marinelli, La Sindone – Un’Immagine "Impossibile", Milano 1996, 159 s.

Gino Moretto, The Shroud – A Guide, Torino 1998, 79 s.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.